Den Islandske Hest

Historie

Den islandske hest kom til Island med vikingerne fra år 874.
Hestene kom fra bl.a. Norge, Skotland og Irland.
Omkring år 1000 indførtes importforbud af heste i Island, og derfor
er den islandske hest en rendyrket race, som kan betragtes som
en kulturarv fra vikingerne.
Den islandske hest er bevaret som en stærk, lille, robust, nervefast
og nøjsom hest, som kan bære voksne ryttere på op til 90-100 kg.

Temperament

Den islandske hest er kendt for sit gode temperament og venlige sind. Den er selvstændig, stolt, pålidelig og kan lide at arbejde.
Hos den islandske hest er alle farver tilladte og den findes i utrolig mange farvekombinationer og typer; fra den robuste tætte lille hest til den slanke sportstype.
Den islandske hest kan bruges til mange formål: konkurrencer, skovture, springning, langdistance mv.

Gangarter

Den islandske hest kan beherske fem gangarter.
Den kan have, udover de tre klassiske gangarter skridt, trav og galop, gangarterne tølt og pas. Det er nok især pga. tølten, at den islandske hest adskiller sig fra almindelige hesteracer, for tølten er en meget behagelig gangart for rytteren at ride langt i og har været den gangart, som islændinge er blevet transporteret over de store vidder gennem tiderne.